)
Økonomi

Sådan lægger du et godt budget

Et budget giver dig et godt overblik over din økonomi, og er et nyttigt værktøj til at spare penge. Ved hjælp af en budgetskabelon kan du indtaste alle indtægter og udgifter – og på den måde skabe større klarhed omkring dit månedlige rådighedsbeløb. Vi giver dig her otte gode råd og tips til, hvordan du lægger et godt budget.
Hvad er et budget? Et budget er typisk en opgørelse over forventede indtægter og udgifter over en bestemt periode. For et personligt budget er perioden ofte en måned. Der findes dog også undtagelser som fx et budget over udgifterne ved at flytte hjemmefra

Hent vores gratis budgetskema til Excel

1. Brug et regneark, eller download en budgetskabelon online

Du kan med fordel bruge Excel til at oprette dit budget og heri udfylde dine indtægter og udgifter.

Sørg for at opdatere dit budget, hvis du får flere udgifter, så dit budget altid giver dig det mest retvisende billede af din økonomi. Hos Express Bank har vi lavet en budgetmodel, som du med fordel kan tage udgangspunkt i. Du finder budgetmodellen her.

2. Gør det klart for dig selv, hvor mange penge du skal bruge

Opret en budgetkonto, hvor alle dine faste udgifter bliver trukket fra hver måned. For at skabe et godt budget er det vigtigt, at du ved, hvor mange penge du har hver måned og hvor mange udgifter, du har. Overblikket over udgifterne får du fx ved at liste dem i ovennævnte budgetmodel. Hvis du ikke har et overblik over det samlede beløb, kan du hurtigt ende med at bruge for mange penge.

3. Vær så nøjagtig som muligt

Vær forsigtig, når du opretter budgetposter, så du undgår kedelige overraskelser. Afdrag på din samlede gæld, abonnementer til diverse streamingtjenester, udgifter til transport – fx månedskort, licens og lignende er udgifter, du nemt kan overse og glemme. I din netbank kan du gå flere måneder tilbage og se, hvad dine penge bliver brugt til. Mange banker tilbyder også at hjælpe dig med at skabe det overblik. Overblikket giver dig en klar idé om, hvordan pengene skal fordeles og hvor du kan spare penge.

4. Afsæt et fast beløb til opsparing

Du bør med fordel indsætte et fast beløb på din opsparingskonto hver måned, så du har mulighed for at dække eventuelle uforudsete udgifter. Hvis du har penge i baghånden, vil du undgå at sprænge dit budget i tilfælde af uforudsete udgifter og det vil det være nemmere for dig at opretholde en stabil økonomi.

Læs også: 13 enkle sparetips

5. Brug budget-apps

Der findes et hav af forskellige mobile apps, som alle hjælper dig med at lægge et budget. Nogle af disse apps giver dig også en grafisk oversigt over hvilke poster, som du bruger flest penge på.

  • Spiir: Spiir gør det let for dig at holde styr på din økonomi. Den er koblet til din netbank og er enormt brugervenlig. Det bliver ikke nemmere at holde styr på dine indtægter og udgifter og så får du et godt indblik i, hvordan du bruger dine penge.
  • Lommebudget: Lommebudget er en simpel app, der giver dig et overblik over din økonomiske situation og indsigt i dit forbrug. I modsætning til Spiir, så er lommebudget ikke koblet til din netbank, hvilket betyder, at du selv skal indtaste dine udgifter – for nogle er det dog en fordel, fordi man på den måde vænner sig til at tænke over, hvad man bruger sine penge på i købsøjeblikket. Lommebudget forsyner dig desuden løbende med gode og brugbare sparetips.
     
  • Monefy: Denne app giver dig en oversigt over dine månedlige indtægter og udgifter. Appen opdeler udgifterne i forskellige poster, der præsenteres i et cirkeldiagram, når du udfylder udgifterne.

Læs om flere gode apps der kan give dig bedre kontrol over økonomien

6. Undgå et stramt budget

Sørg for, at dit budget ikke er for stramt og ambitiøst, da det hurtigt kan ”smuldrer” og være svært at leve op til – samtidig med, at det er vigtigt, at du ikke bruger flere penge, end du har. Opret et budget, der giver dig lidt albuerum, så du kan tage en tur i biografen på en tirsdag, hvis det er det, du gerne vil. Selv hvis du betaler lidt mere for nogle varer, skal du beslutte, om det er pengene værd og om du har plads til det i dit rådighedsbeløb. Et budget skal ikke vise dig, hvor mange penge du skal bruge, men hvor mange penge du har til rådighed.

Læs også: Sådan lægger du et godt feriebudget

7. Analysér dit budget

Når du har lagt dit budget, bør du gå budgettet nøgternt igennem og se, om der er nogle ting, du kan skære ned på. Et madbudget på 6.000 kroner er relativt høj, hvis du er single eller bor alene. Planlægning af måltider (ugentlig madplan) er blot en af mange måder, hvorpå du kan spare en masse penge.

8. Opdatér dit budget hver måned

Ingen måned er ens og det bør du tage højde for i din økonomi. Det kan være, at du eller børnene har brug for nye vintersko i november, hvorfor fx køb af fodtøj vil spille en større rolle her end i én af sommermånederne. Det kan derfor være, at du skal lægge flere penge til side til november eller skære ned på andre ting i november. Hvis du opdaterer dit budget hver måned og har en plan for, hvad du skal købe i den kommende måned, vil du lettere undgå store huller i dit budget.

Læs også: Derfor bør du shoppe uden for sæson

Et budget kræver arbejde. For at få budgettet så nøjagtigt som muligt, bør du afsætte tid til at opdatere dit budget hver måned. På denne måde vil du også være i bedre stand til at håndtere uforudsete udgifter. Vil du vide mere om hvordan du kan holde styr på din økonomi? Så læs vores artikel om digital håndtering økonomi.

01. oktober 2020

Sparedag verden over: kom i gang med at spare

Klik her og læs mere