Hvad skal vi spise? Få hjælp til madplan
Som tidligere nævnt, er det sværeste ved en madplan oftest selve opgaven med at udfylde den. Gemmer der sig rester bagerst i fryseren, som let kan tøs op og spises, og kan man overhovedet sammensætte et fornuftigt måltid med den pose uåbnede røde linser, du trak i pakkeleg? Det er helt naturligt at løbe tør for ideer til en ugentlig madplan, når først du har været igennem dine fem favoritretter, og her kommer internettet til undsætning.
Instagram, Pinterest, Facebook-grupper og madblogs i ind- og udland bugner med inspiration til madplanen. Du kan derfor oplagt starte med at finde ud af, hvad du godt kan lide at spise og hvad der er vigtigt for dig. Skal det være en nem madplan bestående af mad som små børn kan lide, spiser du kun vegetarisk eller drømmer du om et vægttab? Sæt ord på dine spisevaner og start din research her. Du vil hurtigt finde bestemte hjemmesider eller personer der tiltaler dig, og de vil være en uundværlig kilde til din fremtidige planlægning.
Herunder gennemgår vi et par af de klassiske temaer inden for madplaner.
Madplan på budget
Den billige madplan er ofte kendetegnet ved enten at have få ingredienser, og/eller ingredienser, du kan bruge i flere forskellige opskrifter. Til denne type madplan er det godt at have forskellige kulhydrater i gemmerne såsom kikærter, pasta, ris og langtidsholdbare rodfrugter (kartofler, gulerødder osv.).
Kød er typisk en dyr post, men ved at købe større ind, opnår du en lavere kilopris og kan dermed spare penge. På samme måde kan du købe nedsatte varer, der er nær udløbsdato eller handle gode tilbud, når de er der og fryse det ned, til det skal bruges.
Har du brug for hjælp til at finde ud af, hvor mange penge du reelt set har til dit månedlige madbudget, kan vores budgetskabelon hjælpe dig med at finde hoved og hale i økonomien.
Den økologiske madplan
Med økologiske råvarer tager du et bevidst valg om, at indtage mad der er fri for eksempelvis sprøjtegift, til stor gavn for miljø, dyrevelfærd og din egen sundhed. Økologi er for mange en vigtig beslutningsfaktor, når der skal handles ind, men det kan også risikere at blive dyrere, hvis ikke du får planlagt indkøbene godt.
Gør brug af de samme tips beskrevet under “Den billige”, hvor du køber stort ind af produkter med lang holdbarhed og opbevarer ferske varer i fryseren. Den økologiske madplan giver stor frihed på indkøbslisten. Du kan være kreativ eller simpel, og stort set alle varer kan findes i en økologisk version. Vær opmærksom på, at økologiske råvarer ofte har en kortere holdbarhed, hvilket kan betyde, at der skal handles oftere. Udnyt indkøbslisten til at skabe en struktur på din indkøbstur, så du kommer hjem med de rigtige varer og undgår impulskøb.
Den kalorielette madplan
Det siger sig selv: en kalorielet madplan er fyldt med madvarer, der har færre kalorier. Her vil indkøbskurven være fyldt med gode proteiner, frugt og grønt, hvor mæthedsfølelsen er høj i forhold til antallet af kalorier i varen. Det er varer som kød og mejeriprodukter, grove grøntsager (broccoli, kål m.m.), samt bønner, linser, kikærter m.m. Den kalorielette madplan kan være svær at opretholde uden at nærstudere ingredienserne på hvert eneste produkt, men her er der også stor hjælp at hente online, hvor mange har gjort arbejdet for dig.
Den vegetariske madplan
Spiser du eller din familie vegetarisk, kan det kræve en lidt mere kreativ tilgang til madlavningen. Der er masser af muligheder for at lave spændende vegetarisk mad, og her kan det være en hjælp at finde inspiration fra andre lande, som kulturelt set har mere fokus på frugt og grønt, end de danske madtraditioner har. Husk at gøre brug af proteinrige vegetabilske fødevarer som bælgfrugter, sojaprodukter, nødder osv. En vegetarisk indkøbsliste er, ligesom den kalorielette, fyldt med frugt og grønt. Her sparer du dog penge på køb af kød og fisk, og du kan derfor lægge flere penge på køb af varieret frugt og grønt. Økonomisk set kan det betale sig at handle ind efter årstiden, og på den måde mindsker du også klimabelastningen, da du lettere kan købe lokalt.