)
Økonomi

13 enkle sparetips i hverdagen

I en travl hverdag kan det være vanskeligt at holde sig til budgettet. Men det er ikke svært at spare lidt ekstra. Her giver vi 13 gode tips til, hvordan du kan spare penge, uden at leve på et stramt budget. Vi har inddelt tipsene i mad og drikke, shopping, økonomi og ændring af aftaler.

Sparetips – mad og drikke

1. Lav en madplan og spar penge på madbudgettet

Brug søndagen til at planlægge måltiderne i den kommende uge. Vælg en fast dag, hvor du handler ind til ugen, så du slipper for at handle flere gange. Husk at lave en detaljeret indkøbsseddel, så du ikke glemmer noget. Synes du, det er besværligt at skulle købe ind til hele ugen, kan du fx handle mandag og igen fredag. Lav en dobbeltportion og spis resterne dagen efter. Eller gem lidt ekstra mad – så har du til frokosten næste dag. Som familie, er der også meget tid at spare ved at lave en god madplan.

Læs hvordan du lægger et godt madbudget

2. Lav kaffe hjemme

Det er fristende at købe en kop kaffe på vej til arbejde og pludselig er det blevet en daglig luksus. En kop kaffe kan sagtens koste 40 kr. Det betyder, at der er mange penge at spare ved at lave kaffen hjemme. Lav kaffe før du tager hjemmefra om morgenen og hæld den over i en termokop, så den holder sig varm længe. Du kan nemt spare flere hundrede kroner om måneden, bare ved at gå uden om kaffebarer. Det er et enkelt sparetip som ikke kræver, at du skal droppe noget.

3. Drop dine uvaner

At spare penge kan også være en god mulighed for at droppe en uvane. Spiser du slik eller drikker sodavand hver dag, eller ryger du? Det er alt sammen dyre vaner, som koster meget over tid og dropper du dem, kan du spare mange penge. Sæt pengene du ville bruge på cigaretter, slik eller sodavand, ind på en opsparingskonto i stedet. Det er motiverende, at se summen på opsparingskontoen vokse.

Sparetips – Shopping

4. Køb dit tøj brugt eller på udsalg

Du kan gøre gode kup ved at købe dit tøj brugt. Loppemarkeder og genbrugsbutikker har mange gode ting til billige penge. At købe brugt tøj kan ikke kun give økonomiske besparelser – der kan også være en miljømæssig gevinst ved at vælge brugt tøj. Før man køber tøj, er det vigtigt at spørge sig selv, om det er noget, man virkelig har brug for eller om man køber det bare fordi, det er billigt. Hvis du har noget i skabet, som du ikke bruger, kan du sælger det på loppemarkedet, på nettet eller give det til en genbrugsbutik.

5. Undgå impulskøb

Det er let at blive fristet, når man kigger i butikker. Overvej derfor alle køb grundigt! Ser du noget, du har lyst til at købe, så overveje om det er et impulskøb eller om det er noget, du rent faktisk mangler og som du bliver glad for og vil bruge på længere sigt.

6. Brug biblioteket

Det er unødvendigt at bruge mange penge på bøger, når du kan låne dem gratis på biblioteket. Biblioteket er en af de mest veletablerede låneordninger, vi har, og udvalget af bøger dækker alle genre – og så er personalet altid klar til at hjælpe med at finde det, du leder efter. Køber du et par bøger om måneden, er der flere hundrede kroner at spare ved at gå på biblioteket i stedet for boghandlen.

Sparetips økonomi

7. Betal af på det lån med den højeste rente først

Hvis du har flere lån, er det smart at betale det dyreste af først. Det er det lån, som har den højeste rente og ved at betale det af først, undgår du at betale unødvendigt meget i renter. Du bør fx betale mere af på et forbrugslån end på fx et studielån, hvor renten er meget lav. Hvis du har mange dyre lån, kan det være en idé at samle dine lån til ét samlet lån.

8. Betal dine regninger til tiden

Det er enkelt, men kan alligevel være let at glemme. Sæt en alarm på telefonen, som minder dig om at betale dine regninger.  Eller sørg for at tilmelde dem Betalingsservice eller automatisk korttræk, hvis muligt – så sker betalingen helt automatisk. Glemmer du at betale til tiden, vil der ofte blive pålagt gebyrer og regningerne ender bare med at blive større.

9. Læg et budget og få kontrol over din økonomi

At være bevidst og have fokus på besparelser i hverdagen, kan bringe dig langt. Gennemgå din økonomi og se, hvor meget du kan spare. Kontrol og oversigt over økonomien kan være med til at hjælpe dig med at spare penge. Læg nemt et budget her.

10. Hav en ugentlig dag uden udgifter

Vælg en eller to dage om ugen, hvor du ikke bruger penge. Har du købt ind til måltiderne i starten af ugen, bliver det mere overkommeligt at have ugentlige dage uden udgifter. Regn ud hvor mange penge du bruger i gennemsnit hver dag – så ser du, hvor meget du sparer. Det er et effektivt sparetip, men det kræver lidt planlægning.

Sparetips – lav dine aftaler om

11. Brug mindre strøm

Tør tøjet på et tørrestativ i stedet for at bruge en tørretumbler. Reducer varmeforbruget i huset med et par grader og tag i stedet lidt ekstra tøj på. Sluk lyset i alle rum, du ikke opholder dig i. Derudover kan det være hyggeligt at bruge stearinlys i rummet, du opholder dig i. Bare husk, at slukke stearinlysene før du forlader rummet. Med disse små ændringer kan du spare mange penge om året på strømregningen, særligt hvis I er en familie.

12. Kig efter gode tilbud på telefon, fitnesscenter m.v.

Betaler du dyre telefonregninger eller træner du i et dyrt træningscenter? Så kan det være en god øvelse at gennemgå dine forskellige abonnementer og se efter billigere løsninger. Der findes mange gode telefonabonnementer, som også er billige. Spørg om tilbud fra andre leverandører. Ønsker du at træne i et fitnesscenter, findes der mange billige centre. Gå gennem udgifterne og se, hvor du kan spare. Det samme gælder for abonnementer og lignende, som du ikke bruger. Hvis du aldrig tager ned for at træne, hvorfor så være medlem af et fitnesscenter? Hent en kontoudskrift og stil dig selv spørgsmålet: Hvordan kan jeg reducere mine udgifter.

13. Benyt dig at loyalitetsprogrammer

Mange butikker har egne kundeklubber med gode tilbud. Kundeklubberne er ofte gratis og dit medlemskab betyder, at du kan få mængderabat eller andre fordele. Bare husk kun at købe det, du har brug for. Ellers ender du op med produkter, som du egentlig ikke havde brug for – og det sparer man ingen penge ved. De fleste dagligvarebutikker har et loyalitetsprogram, der giver gode muligheder for, også at spare penge på mad.

Du behøver ikke at benytte dig af alle tipsene for at spare penge i hverdagen. Bare ved at følge nogle af dem, kan du spare mange penge.

04. april 2020

Identitetstyveri

Klik her og læs mere