)
Motor

Ny eller brugt bil – Hvad skal du vælge?

Uanset om det er første, anden eller tredje gange, du køber ny bil, så er det en stor – og for de fleste svær – beslutning. I denne artikel går vi i dybden med et af de vigtige valg, du skal træffe, når du køber bil. Nemlig, om det skal være en ny eller en brugt bil. Du får bl.a. 5 spørgsmål, du kan stille dig selv, når du skal vælge mellem brugt og nyt samt gode råd til at træffe beslutninger om bilkøb baseret på dine ønsker og økonomi.

God læselyst.

Ny vs. Brugt – Sådan vælger du

Bilkøb er en beslutning, der ikke kun påvirker din økonomi og hverdag her og nu – men også i lang tid fremover. Derfor er det vigtigt, at du tænker dig grundigt om, inden du endeligt beslutter, om du vil købe en ny eller en brugt bil. Her kommer 5 spørgsmål, du med fordel kan stille dig selv, inden du træffer beslutningen:

1. Hvornår vil jeg sælge bilen videre?

Ja, du læste rigtigt. Allerede før du køber bilen, er det vigtigt at du tænker over, hvornår du vil skille dig af med den igen. Det er vigtigt, fordi perioden mellem køb og salg er bestemmende for, hvor meget din bil taber i værdi – og er dermed vigtig for at kunne træffe en beslutning om, hvad der bedst kan betale sig økonomisk – ny eller brugt bil. Der er nemlig stor forskel på, hvor meget og hvor hurtigt nye og brugte biler taber værdi.

0-3 år:

En fabriksny bil taber værdi, så snart du drejer nøglen om og forlader parkeringspladsen hos bilforhandleren – og den taber som regel værdi hurtigere end en brugt bil på den korte bane. Hvis du allerede på forhånd ved, at du vil sælge bilen videre inden for 0-3 år, så kan det som oftest bedst betale sig at vælge en brugt bil. Hvis du ved, at dine kørselsbehov eller ønsker til størrelse eller type af bil vil ændre sig inden for et par år pga. børn, arbejde eller andet, så er det værd at overveje, om en brugt bil er den rigtige løsning.

Et alternativ til at købe en bil, er at lease

Mere end 3 år:

Hvis du derimod har en forventning om at have bilen i mange år fremover – så er det formentlig i de fleste tilfælde en bedre investering at vælge en ny bil. Med tiden kan en brugt bils højere vedligeholdelsesomkostninger nemlig overhale værditabet på en ny bil, der ikke kræver lige så meget vedligeholdelse.

Overvej derfor, hvor længe du forventer at have bilen, inden du vælger, om du skal købe ny eller brugt bil.

2. Hvor meget bruger jeg bilen?

Et bilkøb er langt mere end et engangsbeløb. Udover selve købet, afbetaling på lånet og udgifter til vedligeholdelse, så er udgifter til brændstof en vigtig del af det samlede bilregnskab. Og den bil, du vælger, har stor betydning for, hvor stor udgiften til brændstof er. Derfor kan det godt betale sig at overveje, hvor mange kilometer, du forventer at køre, inden du beslutter dig for, om du skal købe ny eller brugt bil.

En ny bil er som regel baseret på nyere teknologi og kan derfor forventes at have en bedre brændstoføkonomi end ældre biler. Det betyder ikke nødvendigvis, at en ny bil er det rigtige valg, men det kan det især være, hvis du fx har langt på arbejde eller I er mange, der bruger bilen og derfor kører mange kilometer tilsammen. Derfor bør dit brændstofforbrug indgå som en del af overvejelserne, når du skal vælge enten en ny eller brugt bil.

3. Hvilken bil passer til mine behov?

At købe bil handler ikke kun om sund fornuft. For mange bilejere er bilen en del af en livsstil og noget, de identificerer sig med. Så selvom det er en god ide – ja, faktisk et must – at overveje de økonomiske konsekvenser ved et bilkøb, så er det langt fra det eneste kriterie, du skal tage højde for, når du vælger bil. Derfor er det vigtigt ikke kun at lade din økonomi råde over beslutningen. Dine ønsker og behov er nemlig en næsten lige så vigtig del af ligningen som din økonomi, fordi det er vigtigt, at du bliver glad for købet. Det er det fordi bilkøb for langt de fleste af os er en langsigtet beslutning, som man skal være glad for i morgen, om en måned og om 3 år – eller faktisk bare indtil den skal sælges.

Inden du køber ny bil kan det være en fordel at få et overblik over dine ønsker til den nye bil. Skriv derfor dine ønsker og behov ned på en prioriteret liste og overvej, hvad du/I ikke vil gå på kompromis med, når I skal vælge bil. Det giver både et overblik over, hvad du/I ikke kan undvære og kan måske give jer en idé om, I skal kigge efter en ny eller brugt bil.

4. Hvor meget ved jeg egentlig om biler og om bilmarkedet?

Din viden om biler og bilmarkedet kan være afgørende for, om bilkøbet bliver en god handel. Det gælder især, når du køber brugt bil.
For de fleste er prisen på en ny bil let at forholde sig til. Den koster nemlig det samme uanset, hvor du køber den – og den fastsatte pris påvirkes som regel kun af kampagner, rabatter og nedslag hos den enkelte forhandler. Prisen på brugte biler er derimod sværere at forstå og forholde sig kritisk til, for hvad skal en brugt bil egentlig koste?

Når du er ude at kigge på en brugt bil, så er prisen enten fastsat af forhandleren eller af en privat sælger – og har du ikke et indgående kendskab til biler, så kan det være svært at gennemskue, om handlen er et scoop eller om du er ved at blive snydt. Brugte biler er bare svære at vurdere – især hvis du i forvejen er på udebane. Så hvis du har en i dit netværk, der har forstand på biler eller ved, hvordan markedet er – så alliér dig med ham/hende og få et sæt ekstra øjne eller to på bilen, inden du underskriver købsaftalen.

5. Bør jeg besvare spørgsmål 1-4 en gang til?

Nye og brugte biler adskiller sig ved at have forskellig pris, garanti, finansieringsmuligheder og økonomiske konsekvenser – og det er aldrig forkert at genoverveje dem en ekstra gang, inden du underskriver papirerne. Grundighed er kort sagt et nøgleord, når vi snakker valg af ny bil. Spørg derfor dig selv om ovenstående 4 spørgsmål en ekstra gang, inden du træffer din endelige beslutning. Du kan også læse mere om faldgruberne ved køb og salg af brugte biler, eller hvordan du omregistrerer en brugt bil.

God fornøjelse med bilkøbet.

18. juli 2019

Billån uden udbetaling

Klik her og læs mere