Hvad er en kreditvurdering?
Låneudbyderen bruger informationerne fra kreditvurderingen til at vurdere, hvorvidt de vil tilbyde dig et lån, hvilken rente de kan tilbyde dig, samt hvordan dine vilkår vil være. En kreditvurdering kan være mere eller mindre omfattende – ofte afhænger det også af, hvor stort et beløb du ønsker at låne. Skal du låne mange penge, så kræver de flere informationer, mens kreditvurdering til de små lån kan være mindre detaljerede.
Du kan ende med at få en positiv eller negativ kreditvurdering. Er den positiv, så har låneudbyderen vurderet, at du som låntager vil kunne overholde en låneaftale og indfri lånet inden for dets løbetid. Har du omvendt fået en negativ kreditvurdering, så er det vurderet, at du vil udgøre en høj risiko for låneudbyderen, da det ikke er sikkert, du kan tilbagebetale den gæld, du stifter.
Hvordan bliver man kreditvurderet?
Nogle af de ting, en låneudbyder kan spørge om, når de laver en kreditvurdering, er, hvorvidt du er registreret i RKI eller Debitor Registret, om du har dansk adresse, din indkomst og dit rådighedsbeløb. Desuden kan det også være relevant at spørge til antallet af børn, biler osv. Generelt er det ofte betalingsevne, betalingsvillighed, formue samt indtægter og udgifter, der bliver undersøgt. Det er meget individuelt, hvor meget en låneudbyder spørger til, og hvilke ting det er.
En kreditvurdering foretages udelukkende på baggrund af en vurdering af alle de forskellige informationer sammenholdt. Det betyder, at hele din historik ofte tages i betragtning, når kreditvurderingen skal laves.